2022 ETCR World Cup: Hungaroring - 2. afdeling

FIA eTouring Car World Cup

Tambay krones i Ungarn

Det blev Adrien Tambay, søn af den tidligere Formel 1 Grand Prix vinder, Patrick Tambay, der dominerede 2. afdeling af ETCR World Cup, som fandt sted på Hungaroring øst for den ungarske hovedstad, Budapest. Der blev fra flere sider kørt hårdt, men franskmanden holdt sig ude af de tætte opgør ved simpelthen at køre fra de andre.

Tambay, der allerede i årets første afdeling på bybanen i Pau, ved at køre sig ind på 2. pladsen antydede, at elektrisk race kunne han godt håndtere, underbyggede sit talent i Ungarn. Hér havde han ingen hjemmebanefordel, og alligevel vandt han sin ”Furios” pulje med et forspring på 1,7 sekund i finaleløbet på 5 omgange.


Topfoto: Adrien Tambay (den blå Cupra i midten), lagde hårdt fra start i Furious finalen og vandt siden suverænt over team-kollegaen, Tom Blomqvist (th) og Bruno Spengler (tv).


Af Søren Clauding – 12. juni 2022



Rookierne dominerede Furios

Det var på mange måder et ekstraordinært resultat. Tambay er debutant i verdens første multi-brand standardvognsserie med de højest ydende Touring Car racerbiler, der nogen sinde er blevet skabt, og i hans pulje, var kun to af kørerne gamle i gårde. Og ingen af dem havde den helt store succes.


Adrien Tambay vandt i enlig majestæt Furios finalen og sikrede sig ved samme lejlighed såvel titlen som weekendens konge som World Cup føringen.


På 2. pladsen i Furios puljen kom dermed endnu en rookie og en anden søn af en tidligere motorsportsstjerne. Tom Blomqvist er søn af den tidligere Rally-verdensmester, Stig Blomqvist, han har for et par år siden stiftet bekendtskab med elektrisk racing hos NIO-teamet i Formel E. Men det er indtil videre gået noget bedre i ETCR, hvor han ligesom Tambay kører Cupra eRacer.

En af de hårde rookies i feltet, canadiske Bruno Spengler i Romeo Ferrarris Giulia ETCR, har en lang karriere i DTM, og han kørte hårdt på ikke mindst Jean-Karl Vernay i Hyundai Veloster N ETCR. Men i finalen var Vernay lettere overambitiøs, formentlig stresset af at have mistet sin 3. plads fra startopstillingen til Spengler, han skred af banen og tog Luca Filippi med ved samme lejlighed. Spengler kunne derpå fastholde 3. pladsen i mål, mens den lokale mand, endnu en rookie dog med stor standardvognserfaring, Norbert Michelisz i Hyundai, blev nr. 4. Filippi haltede sin Giulia ETCR i mål på 5. pladsen, mens Vernay selvforskyldt blev nr. sjok.


Bruno Spengler i Giulia kørte hårdt på Jean Karl Vernay i Hyundai Veloster.


Rookie sejr også i Fast-puljen

I Fast-puljen forsøgte den regerende mester, Mattias Ekström fra Sverige, at gøre hvad han plejer. Men det gik ikke helt så godt, for en anden rookie, Maxime Martin fra Italien i Giulia ETCR kørte en flot finale og vandt foran Ekström i Cupra med et forspring på 1,4 sekund.

I kampen om 3. pladsen var det endnu en ny mand i ETCR i form af italienske Giovanni Venturini, der i sin Giulia besejrede Ekströms team-kollega, Mikel Azcona, som siden sluttede 4’er. Den erfarne Jordi Gené i Cupra punkterede selvforskyldt og blev nr. 6 efter Hyundais Kevin Ceccon.


Maxime Martin tog hurtigt føringen foran Mattias Ekström i Fast-finalen.


Da weekendens point-score blev gjort op var det Tambay, der løb med konge-titlen og blev kronet på basis af i alt 90 points, mens Ekström blev 2’er med 80 points og Martin sluttede på 3. pladsen med 78 points.


Mattias Ekström (tv) måtte se sig slået af sin unge team-kollega, Adrien Tambay, der også fratog svenskeren føringen i World Cup'en.


Tambay fører World Cup

Sammenlagt er det nu den nykronede konge, der fører World Cup serien med i alt 182 points. Ekström er dog lige i hans baghjul med 180 points. Siden er der et stykke vej ned til mesterskabets nr. 3, Mikel Azcona med 139 points. Han har derimod Spengler og Blomqvist lige efter sig med hver 138 points og Martin er også tæt på med 134 points.

Næste FIW ETCR eTouring Car World Cup race finder sted allerede i den kommende weekend på Jarama racerbanen nord for Madrid i Spanien.

Discovery+ og Eurosport dækker som vanlig ETCR.

På Eurosport sker det således:

Lørdag d. 18. juni 12:00-12:45: ES2

Søndag d. 19. juni 17:30-18:30: ES1