Jeep plug-in hybrider - kort test

Kort test: Jeep plug-in hybrider

Plug-in i naturen giver god mening

Egentlig giver det ekstra god mening, at elektrificere biler som de to Jeep modeller, Renegade og Compass, for naturligvis er det smart gennem el-drift ikke at forurene i bymiljøet, men det er også smart, ikke at gøre det ude i naturen. Derfor er det ikke utænkeligt, at Jeep herhjemme vil få ekstra gang i salget af de kompakte SUV’er, der lanceres i Danmark her i september.

Fælles for de to er teknikken. Fortil opererer man med den velkendte to år gamle 1,3 liters turbobenzinmotor. Den lige godt 100 kg lette aluminiumsmotor findes i en 130 hestes såvel som en 180 hestes version, og den pares så med en 60-hestes elmotor på bagakslen. De to ydelser kan lægges direkte sammen og giver en systemeffekt på hhv. 190 og 240 hestekræfter.


Af Søren Clauding – september 2020


Andre Jeep prøvekørsler - find dem hér>>>

Læs også:
Jeep Compass 2,0 MultiJet II AWD Limited test >>>

Jeep Renegade 1,3 180 hk 4X4 AT9 test >>>


Elektrisk baghjulstræk

Motorerne komplimenterer hinanden, også således at der hele tiden er elektricitet nok til at drive baghjulene, og derved har bilerne altså permanent firehjulstræk. Det betyder bl.a., at når der køres på elektricitet alene, er det baghjulene, der skubber bilerne, og det kan de gøre over en strækning på 42 kilometer (WLTP) og med hastigheder på op til 130 km/t.

Sidstnævnte er dog ret hypotetisk, for ved den fart skal der ikke køres meget op ad bakke, før elmotoren har brug for hjælp. På det korte stykke vej, vi havde mulig for at prøve Compass plug-in udgaven, sprang benzinmotoren flere gange i gang ved meget lavere fart, når det gik lidt op ad bakke. Det er helt naturligt, for der er trods alt grænser for, hvad 60 hestekræfter kan præstere, monteret i forholdsvis tunge biler.

 

Luksuøs oplevelse

Når det så er sagt, var køreoplevelsen overbevisende. Compas modellen er udpræget luksuøs, med en yderst komfortabel affjedring, der underbygges af mervægten i forhold til de konventionelt drevne biler. I Danmark er de to Jeep modeller fortrinsvis blevet købt af kunder i København og Nordsjælland. Det har givetvis at gøre med, at bilerne er en slags livsstilsudtryk. Men med den større effekt vil interessen utvivlsomt brede sig over hele landet. De to bilen kan nemlig også noget - udover at være iøjefaldende.

Trods et 240 kg lavthængende 11,4 kWh 400 Volt batteri (placeret i kardantunnellen, hvor der er plads, når nu bilernes baghjul ikke er forbundet til benzinmotoren), har bilerne en vadedybde på 40-50 cm, afhængig af variant. Og Jeep garanterer, at batterierne er pakket ind til også den del af en off-road opgave. Placeringen af batteriet har bevirket, at bagagekapaciteten stort set er uændret ift. de konventionelle biler.

Flere kræfter – mere fart

Den store effekt giver tophastigheder på over 200 km/t og en acceleration til 100 km/t på cirka 7,5 sekunder. De præcise tal var ikke tilgængelige ved præsentationen i Danmark, men det er vores oplevelse, at netop plug-in konstruktionen gør bilerne klar til de flere kræfter, for den forbedrer vejbeliggenheden på flere måder.

Frihøjden, som er helt op til 21,3 cm i Trailhawk-udgaven af Compass 4xe (begge modeller har betegnelsen 4xe, altså ikke 4x4…), er jo som udgangspunkt en udfordring ved høj fart. Batteriets placering sænker imidlertid tyngdepunktet men det skubber også vægtbalancen bagud fra 60-40 til 54-46 procent. Det stabiliserer vejbeliggenheden både ved ligeud kørsel og gennem kurverne.

 

Vi kommer tilbage…

Det er planen, senere at vende tilbage her på Motorsiden.dk og Formel E.dk med en mere omfattende prøvekørsel af de to nye Jeep plug-in hybrid-modeller og en mere detaljeret beskrivelse. Den umiddelbare oplevelse er ikke mindst positiv, fordi Jeep har forstået at udnytte plug-in hybrid-tankegangen og tilpasse den de særlige udfordringer, der følger med, at skabe en bil med terrængående egenskaber.

Netop adskillelsen af de to motorer har gjort det muligt, at optimere udnyttelsen af deres individuelle drejningsmoment på for- og bagaksel bedre end hvis de var bygget sammen i et fælles system. Som sådan er netop topversionen, Compass Trailhawk 4xe, da også ”trail-rated” på det legendariske Rubicon spor i Californien.

Priser:

I skrivende stund arbejdes der i Folketinget på en omlægning af bilafgifter og derfor er der ikke sikkerhed for, at plug-in hybid biler fortsat er afgiftsfavoriserede efter 1. januar 2021. Jeep har cirka 10 ugers leveringstid, så skal det være, skal man nok ikke vente for længe med at afgive sin bestilling, ligesom det gælder for alle andre plug-in hybridbiler. Det er nemlig leveringstidspunktet, der er afgørende for afgiftsberegningen, og det er svært at forestille sig, at plug-in’erne bliver billigere, når først regeringen har haft dem gennem afgiftsmøllen. Men indrømmet…man ved aldrig.

Jeep Compass 1,3 4xe er for nærværende prissat til 320.000 kroner for den billigste version med 190 hestekræfter og Longitude udstyr. Med 240 hk koster den billigste ”S”-variant 390.000 kroner, samme pris i øvrigt som den mere rå offroad-udgave, ”Trailhawk”.

Jeep Renegade 1,3 4xe med 190 hk koster mindst 290.000 kroner og med 240 hk 330.000 kroner. For begge modellers vedkommende betaler man beskedne 540 kroner i årlig ejerafgift iht. prislisten, baseret på et benzinforbrug iht. WLTP test cyklussen på omkring 47 km/l.