2025 ABB Formel E verdensmesterskabet 5. afd. Miami

Formel E VM 2025 – 5. afdeling: Miami E-Prix

Fra Slow til sprint til straf:

Pascal Wehrlein vinder Nato’s løb

Det er synd at sige, at udfaldet af sæsonens 5. afdeling af Formel E VM fulgte de gængse normer. Men det gør Formel E sjældent. Forståelsen af Formel E er så meget forskellig fra konventionelle racerløb, at man skal være dybt under overfladen for at forstå, hvad der egentlig skete, da de 22 deltagere gav sig i kast med Formel E-racerbanen på Homestead Miami Speedway komplekset.

Og jo, sejren gik til den regerende verdensmester, Pascal Wehrlein, og enhver sejr er velfortjent. Men mon ikke både Nissan’s Norman Nato og Wehrleins Porsche-team-kollega, Antonio Felix da Costa, tog afsked med Florida med en underlig oplevelse i baghovedet. De fik dog begge points med hjem, men ikke præcis dem, de havde regnet med, hvad Da Costa havde svært ved at skjule, da præmierne skulle overrækkes.


Samtlige Formel E fotos, hvor intet andet er nævnt, er stillet til rådighed af ABB Formula E World Championship, hvor den specifikke copyright/fotograf er anført på mesterskabets media-site og også fremgår af fil-navnet.

Topfoto: Antonio Felix da Costa kørte et fornuftigt løb og fører hér feltet i den afsluttende sprint. Bag ham ses Mortara og Wehrlein. Sidstnævnte havde 4 minutters Attack Mode tilbage i slutspurten - det var nok til at rykke forbi Da Costa og tage 2. pladsen - som siden blev forvandlet til en sejr, da Norman Nato med 6 minutters Attack Mode ikke nåede at bruge det op inde målstregen blev passeret og derfor blev tildelt 10 sekunders tidsstraf.

Af Søren Clauding – 12. april 2025



Ikke overraskende

Egentlig kom det ikke som nogen overraskelse for nogen i feltet. Mange deltagere forsøgte at kopiere Nissans strategier, som har bragt dem i spidsen i årets VM – en føring som de bibeholder også efter USA-besøget. Men strategierne er en god kombination af computerberegnede forløb, der til stadighed tilrettes under løbet, plus naturligvis kørernes evne til at omsætte strategierne i praksis.

Hvis man har en fornemmelse for det, kan sådan et racerløb gå hen at blive meget spændende, og på en meget anderledes måde end det umiddelbart syner. Det var præcis hvad der skete i Homestead.


Norman Nato opnåede poleposition i sin Nissan-racer - hans første nogensinde i Formel E. Det var årets første VM-points.


Nato’s første pole

Der var rørende enighed om inden løbet, at der ville blive tale om et energispareløb. Derfor var kvalifikationskørslerne ikke noget, man lagde så forfærdelig meget vægt på. Kun Norman Nato, der scorede sin første Formel E pole-position nogensinde, hvilket også gav ham de første tre points i årets VM – og de første efter sit comeback hos Nissan.

Det er to måneder siden der sidst blev kørt Formel E, og efter en resultatløs start på sit comeback hos det japanske team med fransk domicil, har man givet vis arbejdet målrettet i teamet for at få Nato opdateret i mere eller mindre bogstavelig forstand. Nissan styrer alle funktioner i teamet på et højt niveau, både hvad angår processerne i arbejdet som den IT-baserede administration af logistik – inklusiv selve løbsafviklingen. Det tager tid at komme ind i det arbejde, så en pole efter blot fire løb er mere end godt gået af Nato & Co.

Uforudsigeligt peloton-race

Og strategien var åbenlys: Der var lagt op til et regulært peloton-style race, men med den lille finesse, at de lange lige stræk åbnede mulighed for uforudsigelige harmonika-bevægelser, og det var præcis, hvad der medførte det afgørende træk i løbet.


Pascal Wehrlein i Porsche (2'er på billedet) fik sejren foran Lucas di Grassi i Lola (den gule bil) og Antonio Felix da Costa i Porsche (den anden blå bil). Robin Frijns i den grønne Envision-Jaguar fik også tidsstraf.

Oliver Rowland og Norman Nato i pitten, da løbet blev neutraliseret. Rowland fører fortsat kørernes VM og Nissan fører konstruktørernes VM - alt imens Nato kunne glæde sig over årets første VM-points og over at være kommet først over målstregen.


Helt kort: I løbets første fire femtedele, faktisk helt frem til 21. omgang ud af 26, gjaldt det om at bruge mindst mulig energi, slipstreame mest muligt, og så vidt muligt ikke fører an. Harmonika-effekten udløste en kollision mellem Jake Hughes og Max Günther – som uheldigvis også indfangede Mitch Evans’ Jaguar. Tre biler på tværs af banen i en snæver chikane – det gav naturligvis safetycar på banen. Men oprydningsarbejdet tog tid og løbet blev neutraliseret med rødt flag.

Stående start og regulær slutspurt

Men: Da det efter nogen tid blev genstartet med stående start og et regulært sprint forude, var der brugt så meget af en omgang, at ikke færre end fem kørere ikke kunne nå både at aktivere deres 2. Attack-mode, som de på Nissan-vis havde gemt til sidst i løbet, og samtidig få det brugt op inden målstregen, som reglerne påbyder.

Derfor var Norman Nato godt nok først i mål, men han endte på en 6. plads. Wehrlein sluttede 2’er, efter over flere omgange at være hjulpet ganske meget af da Costa. Robin Frijns sluttede 3’er i sin Envision-Jaguar – men blev klassificeret 8’er. Oliver Rowland havde kørt sin Nissan op på 4. pladsen – men blev sendt ned som nr. 10. Sam Bird i McLaren-Nissan kørte i mål som nr. 5 – og endte som nr. 18. Og den anden McLaren-Nissan, kørt af Taylor Barnard, blev rosinen i pølseenden efter at være sluttet på 8. pladsen. Alle fem blev nemlig tildelt en straf på 10 sekunder for ikke at have kørt deres Attack Mode til ende.

Derfor endte det officielle resultat med, at Wehrlein vandt foran Lucas di Grassi i den nye Lola-Yamaha, Da Costa, Nico Müller i Andretti-Porsche, Edoardo Mortara i Mahindra og så med Norman Nato på førnævnte 6. plads.


Pascal Wehrleins sejr blev på mange måder godt kamufleret på sejrsskamlen. Og Lucas di Grassis havde svært ved at ikke at vise begejstring for sin 2. plads - hans første podieplacering for det nye team. 


Velovervejede regler

Trods utilfredshed er reglerne i Formel E temmelig velovervejede – herunder også, at Attack Mode skal være kørt til ende inden et løb er slut. Trods en velfungerende strategi, som Nissan med held har kunnet benytte tidligere i år, blev en af svaghederne afdækket: Safetycar i løbets sidste fase, uden at der skal køres ekstra omgange, medfører præcis hvad der skete. Det vidste alle, inden løbet blev genstartet, men hvad der ikke var blevet meldt ud, var hvor stor straffen ville blive.

Og den kan så synes lidt hård, netop fordi løbet blev genstartet stående – hvorved feltet var meget komprimeret, og 10 sekunder derved kom til at betyde temmelig mange placeringer. At det ikke blev til flere kan tilskrives, at alle i top 8 – undtagen Da Costa og Mortara – havde Attack Mode tilbage. For Wehrlein og Di Grassi var det heldigt (eller gennemtænkt – hvem ved), at de kun havde gemt fire minutter til sidst i løbet, alt imens de fem ”straffede” alle havde 6 minutter, der skulle ”brændes af”.

Da kun få af de topplacerede deltagere i forvejen lå højt placeret, skete der ikke de store rokader i VM-stillingen. Men det er klart, at Rowland nu vil få det mere hedt om ørene i kampen om kørernes VM, næste gang, det går løs – med to løb på den legendariske Grand Prix racerbane i Monaco d. 3. og 4. maj. Og mens Nissan fortsat fører konstruktør-VM har Porsche overtaget førstepladsen i team-mesterskabet.

Resultat Miami E-Prix, 2025 ABB Formel E VM, 5. afd., 12. april 2025

  1. Pascal Wehrlein (GER), Porsche 99X Electric, 1t04m19,723s,
  2. Lucas di Grassi (BRA), Lola T001, + 5,619s.
  3. António Félix da Costa (PRT), Porsche 99X Electric, +6,084s.
  4. Nico Müller (SUI), Porsche 99X Electric, +8,447s.
  5. Edoardo Mortara (SUI), Mahindra M11Electro, +9,070s.
  6. Norman Nato (FRA), NISSAN e4ORCE 05, +9,881s.
  7. Dan Ticktum (GER), Porsche 99X Electric WCG3, +10,033s.
  8. Robin Frijns (NED), Jaguar I-Type 7, +10,142s.
  9. Jake Dennis (GBR), Porsche 99X Electric, +10,329s.
  10. Oliver Rowland (GBR), NISSAN e4ORCE 05, +10,925s.

Stillingen i ABB Formel E VM 2025:

Kørere:

  1. Oliver Rowland (GBR), NISSAN Formula E Team, 68 pts.
  2. António Félix da Costa (PRT), TAG Heuer Porsche Formula E Team, 54 pts.
  3. Pascal Wehrlein (GER), TAG Heuer Porsche Formula E Team, 51 pts.
  4. Taylor Barnard (GBR), NEOM McLaren Formula E Team, 51 pts.
  5. Maximilian Günther (GER), DS PENSKE, 37 pts.
  6. Jake Hughes (GBR), Maserati MSG Racing, 27 pts.
  7. Jake Dennis (GBR), Andretti Formula E, 27 pts.
  8. Edoardo Mortara (SUI), MAHINDRA RACING, 27 pts.
  9. Jean-Éric Vergne (FRA), DS PENSKE, 26 pts.
  10. Mitch Evans (NZL), Jaguar TCS Racing, 25 pts.

Konstruktører:

  1. Nissan, 146 pts.
  2. Porsche, 120 pts.
  3. Stellantis, 85 pts.
  4. Mahindra Racing, 68 pts.
  5. Jaguar, 67 points.
  6. Lola, 19 pt.

Teams:

  1. Porsche, 105 pts.
  2. Nissan, 80 pts.
  3. McLaren-Nissan, 67 pts.
  4. DS Penske, 63 pts.
  5. Mahindra, 51 pts.
  6. Maserati, 43 pts.
  7. Andretti, 41 pts.
  8. Jaguar TCS, 35 pts.
  9. Lola Yamaha Abt, 18 pts.
  10. Cupra Kiro, 12 pts.
  11. Envision, 10 pts.