
2026 Formel E verdensmesterskabet 16. og 17. afd. London
London E-Prix: Wehrlein og Jaguar tager hver deres VM-titel i gigantisk finale
Porsche-køreren Pascal Wehrlein vandt kørernes Formel E VM 2026, alt imens Jaguar sikrede sig VM for teams efter et gigantisk finaleshow, hvor afgørelsen først fandt sted i de allersidste minutter. Den afgående verdensmester, Nissans Oliver Rowland, havde udfordringer, men afgav titlen med manér, ved solid kørsel i det sidste løb for 3. generations Formel E racerbilerne.
Dermed sluttede årets verdensmesterskab på mange måder som for to år siden. I 2024 vandt Wehrlein og Jaguar ligeledes, hvor VM-titlen dengang var Jaguars nr. 2. I fjor var det så Rowlands tur til at stå øverst på skamlen. I år sluttede han 4’er i den samlede stilling – præcis som i 2024. Men hvad så med Jaguar-køreren, Mitch Evans, der blev 2’er i 2024? Han havde et dårligt 2025, men har i den forløbne sæson været med helt i toppen og førte VM-kampen, inden finaleløbene fandt sted. Og dér begyndte begivenhederne så for alvor at tage form.
Samtlige Formel E fotos, hvor intet andet er nævnt, er stillet til rådighed af ABB Formula E World Championship og diverse Formel E teams, hvor den specifikke copyright/fotograf er anført på mesterskabets media-site og også fremgår af fil-navnet.
Topfoto: Pascal Wehrlein vandt kørernes VM for anden gang, alt imens Jaguar ligeledes sikrede sig team-mesterskabet for anden gang.
Af Søren Clauding – 16. august 2026
4 points mellem tre kørere
Inden de to løb i London adskilte kun 4 points Evans fra Wehrlein, og imellem de to havde 2023-verdensmesteren Jake Dennis i Andretti-Porsche mixet sig ind i opgøret. Desuden havde Rowland også mulighed for at blive verdensmester, men så skulle det gå meget godt for ham og meget dårligt for de tre andre. Men historien blev en helt anden.
Porsche-kørerne Pascal Wehrlein og Nico Müller var hurtige hen over finale-weekenden, det kan man ikke tage fra dem. Wehrlein startede lørdagens løb fra pole-position med Müller på næstbedste startposition. Evans startede 3’er og Dennis 5’er.

De to Porsche racere tog naturligt starten i finaleweekendens første race. Til venstre ses Mitch Evans i Jaguar.
Team-arbejde
Feltet kom flot fra start i samme rækkefølge som det var startet, men så begyndte team-arbejdet. Pascal Wehrlein kunne sætte det optimale tempo, som passede til hans energiforbrug, alt imens Müller fungerede som spærreballon for resten af feltet. Det er ikke det største problem i verden på den snoede og smalle racerbane, der som de foregående år var anlagt i Excel messecentret i Londons dock-område. Bilerne kører delvist indendørs, delvist på tilfartsvejen og servicevejene omkring de kolossale center.

Nico Müller i Porsche spærrede effektivt for Mitch Evans og eliminerede dermed Jaguar-kørerens muligheder for et top resultat.
Ingen kunne komme forbi Müller, hverken Evans eller Dennis. Sidstnævnte fik ingen hjælp fra Porsche, da Andretti-teamet, som har stor markedsmæssig betydning for Porsche på det amerikanske marked, forinden havde valgt Nissan som ny drivline-leverandør i 2027. Evans og Dennis forsøgte sig med hver deres strategi i et løb, der inkluderede et obligatorisk pitstop til opladning af ekstra energi, og et Attack-mode på 6 minutter.
Pit-stop og gult flag afgjorde sagen
Det gik stort set efter planen, Müller blev passeret, og få sekunder adskilte Evans og Dennis fra Wehrlein. Men så kørte Lucas di Grassi i væggen. Full Course Yellow – ikke safetycar – og det benyttede Wehrlein til at gennemføre sit pitstop, alt imens konkurrenterne kørte forbi med langsom fart. Da feltet efterfølgende var blevet bragt i orden og det grønne lys tændt, var Dennis distanceret af Wehrlein med 16 sekunder, Evans med 35 sekunder og Rowland med 47 sekunder.
Siden var det for Wehrlein blot at køre Porsche-raceren i mål. Jake Dennis var den, der lå stærkest til, og han formåede at indhente 10 sekunder af Wehrleins forspring, mens Evans måtte resignere og affinde sig med 8. pladsen, 30 sekunder efter. Rowland indhentede 13 sekunder, hvilket rakte til 10 pladsen, men det var ikke nok til at holde muligheden for at genvinde VM-titlen åben.

De to Mahindra racere med henholdvis Nyck de Vries og Edoardo Mortara dominerede næsten hele søndagens finaleløb, men bag dem var spillet det samme som dagen forinden, inden man hos Jaguar mente, at det måtte være pay-back tid.
Samme spil på 2. dagen
Søndag fandt finaleløbet sted med to Attack modes og ingen pitstop-finde. Igen formåede Wehrlein og Müller at køre en bedre kvalifikation end stort set resten af feltet. De var kun overgået af Nyck de Vries og Edoardo Mortara i hver deres Mahindra. Evans var bedst af resten med 5. bedste startposition, hvorimod Dennis måtte afsted fra 16. pladsen.
Og så udspillede det samme sig som dagen forinden. De to Mahindra’er kørte deres eget løb fremme i spidsen, som strategisk ikke var så vel tilrettelagt og praktiseret som det måske burde have været. Men bag de to Porsche racere, hvor Müller igen agerede spærreballon, havde Jaguar såvel som Andretti taget ved lære.
Pay-back time
På en bane med vanskelige overhalingsmuligheder kan man benytte velvalgte Attack-modes til at opnå friere kørselsforhold, og Mitch Evans’ team-kollega, Antonio Felix Da Costa, kørte det mest avancerede og vel tilrettelagte team-løb, man kunne forestille sig. Han overforbrugte af energi i løbets første fase, bragte sig helt op bag de to førende Mahindra’er, og så administrerede han sin position til at bringe Evans forbi Wehrlein. Alt imens Jake Dennis udnyttede feltets kunstigt lavere tempo til at avancere.

Antonio Felix da Costa kørt team-strategisk optimalt og medvirkede derigennem til at Jaguar kunne vinde verdensmesterskabet for teams - men Pascal Wehrlein var ikke begejstret for Jaguars "pay-back".

For Evans gjaldt det om at vinde. Uden sejr ville VM-titlen være en umulighed og Wehrlein måtte da maksimalt score en 8. plads og Dennis 4. pladsen. Dennis ville kunne komme noget lettere til en VM-titel, men det krævede at Wehrlein ikke gjorde det godt.
Afgørelsens øjeblik
Det afgørende øjeblik fandt sted tre omgange fra målstregen. Evans lå 4’er med en urealistisk mulighed for at nå sejren, og Dennis var avanceret til 8. pladsen. Han havde mere Attack-mode-power tilbage end Wehrlein og var dermed reelt den eneste trussel. Side om side nærmede de sig Joel Eriksson i Envision-Jaguar, og i indgangen til en venstre kurve, hvor Wehrlein selv lå på banens venstre side, ramte han Jaguaren, satte denne i spin og Dennis kunne ikke undgå kollision. Eriksson og Dennis var dermed elimineret. Wehrlein kunne selv fortsætte til målstregen, hvor han sluttede på 14. pladsen, men med Evans i mål på 4. pladsen og Dennis uden points var Wehrlein verdensmester – for anden gang i hans karriere.
En VM-finale er vel en VM-finale…
Barnards første
Og helt fremme i spidsen benyttede den blot 22-årige Taylor Barnard et velvalgt sent Attack-mode til at snuppe føringen fra de to Mahindra’er, der ikke have mere at give af. Barnard vandt sin første Formel E sejr, og dermed skrev han og DS-Penske motorsportshistorie som vinder af det sidste E-Prix i generation 3 epoken. Til næste år skrives der et nyt kapitel med de nye GEN4 biler, der har permanent firehjulstræk og langt kraftigere drivliner.

Taylor Barnard kørte på hjemmebane sin DS-Penske racer i mål på førstepladsen efter en fremragende løbsstrategi.
London E-Prix 2026 var et farvel til GEN3 racerbilerne, der må siges at have været de mest underholdende til dato, takket være deres stadig mere forfinede strategiske potentiale, der har løftet Formel E op i en unik liga indenfor moderne motorsport.
Good bye
London E-Prix 2026 var også et farvel til to af Formel E historiens mest markante skikkelser, som begge er tidligere mestre og har været med til at tegne Formel E lige fra begyndelsen: Sebastien Buemi og Lucas di Grassi. Buemi sluttede af med manér med en 4. og en 5. plads samt en 10. plads i kørernes VM. Lucas di Grassi gjorde det knapt så elegant, men han har hjulpet godt til at få Lola-Yamaha racerne gjort konkurrencedygtige, så han selv kunne tage sejren i et af årets 17 E-Prix’er. Buemi fortsætter sin indsats i WEC for Toyota, mens Di Grassi sætter et endeligt punktum for sin 24 år lange karrierer som racerkører.

Sebastien Buemi satte i sin Envision Jaguar et flot punktum for sin Formel E karriere med en 4. plads lørdag og en 5. plads på sidstedagen.

Et varmt farvel og ønske om held og lykke til Mitch Evans fra Jaguar team-chef Ian James. Evans har kørt for Jaguar i Formel E siden teamet debuterede i 2016.
Og Antonio Felix da Costa fik også et gigantisk tak for at have kørt på teamets vegne og sikret Jaguar verdensmesterskabet for teams.


Efter 10 år hos Jaguar fortsætter Mitch Evans sin jagt på VM-titlen hos Opel.
For Jaguars vedkommende var finale løbet et farvel til Mitch Evans, der i 2027 skal køre for Stellantis, der skifter DS-mærket ud med Opel. På motorfronten siger Andretti-teamet farvel til samarbejdet med Porsche til fordel for Nissan.
Og med introduktionen af de kraftigere og hurtigere Formel E GEN 4 racerbiler er 2026 også et farvel til det spektakulære finaleshow i London ExCel området, hvor London E-Prix har fundet sted siden 2021.

Oliver Rowland afgav VM-titlen med manér og sluttede som nr. 4 i årets verdensmesterskab. Til næste år skal Nissan også levere drivlinje til Andretti-teamet, som fortsat har Jake Dennis på lønningslisten. Han skeptiske udtryk er nok mere et spejl af begivenhederne i de to afsluttende løb i 2026-verdensmesterskabet.


Antonio Felix da Costa giver Lucas de Grassi et stort farvel og tak for indsatsen i Formel E. Naturligvis på portugisisk - Di Grassi er brasilianer og Da Costa portugiser.
Resultat London E-Prix, 2026 Formel E VM, 16. afd., 15. august 2026
- Pascal Wehrlein (GER), Porsche 99X Electric, 49m48,354s.
- Jake Dennis (GBR), Porsche 99X Electric, +5,777s
- Antonio Felix da Costa (POR), Jaguar I-Type 7, +22,308s
- Sebastien Buemi (SUI), Jaguar I-Type 7, +23,729s.
- Taylor Barnard (GBR), DS E-TENSE FE25. +24,480s.
- Dan Ticktum (GBR), Porsche 99X Electric WCG3, +27,579s.
- Edoardo Mortara (SUI), Mahindra M12Electro, +28,969s.
- Mitch Evans (NZL), Jaguar I-Type 7, +30,540s.
- Nick Cassidy (NZL), Citroën Racing ë-CX, +31,547s.
- Oliver Rowland (GBR), NISSAN e4ORCE 05, +33,880s.
Resultat London E-Prix, 2026 Formel E VM, 17. afd., 16. august 2026
- Taylor Barnard (GBR), DS E-TENSE FE25. 42m19,363s.
- Nyck de Vries (NED), Mahindra M12Electro, +0,614s.
- Edoardo Mortara (SUI), Mahindra M12Electro, +6,087s.
- Mitch Evans (NZL), Jaguar I-Type 7, +7,722s.
- Sebastien Buemi (SUI), Jaguar I-Type 7, +16,754s.
- Nick Cassidy (NZL), Citroën Racing ë-CX, +17,205s.
- Jean-Eric Vergne (FRA), Citroën Racing ë-CX, +17,864s.
- Josep Maria Marti (ESP), Porsche 99X Electric WCG3, +18,312s.
- Oliver Rowland (GBR), NISSAN e4ORCE 05, +19,363s.
- Norman Nato (FRA), NISSAN e4ORCE 05, +24,990s.
Slutstillingen, Formel E VM 2026:
Kørere:
- Pascal Wehrlein (GER), Porsche Formula E Team, 169 pts.
- Jake Dennis (GBR), Andretti Formula E, 164 pts.
- Mitch Evans (NZL), Jaguar TCS Racing, 160 pts.
- Oliver Rowland (GBR), Nissan Formula E Team, 137 pts.
- Edoardo Mortara (SUI), Mahindra Racing, 137 pts.
- António Félix da Costa (POR), Jaguar TCS Racing, 128 pts.
- Nyck de Vries (NED), Mahindra Racing, 115 pts.
- Nick Cassidy (NZL), Citroën Racing, +114 pts.
- Nico Müller (SUI), Porsche Formula E Team, 102 pts.
- Sébastien Buemi (SUI), Envision Racing, 97 pts.
Teams:
- Jaguar TCS Racing, 288 pts.
- Porsche Formula E team, 271 pts.
- Mahindra Racing, 252 pts.
- Andretti Formula E, 229 pts.
- Citroën Racing, 182 pts.
- Nissan Formula E Team, 157 pts.
- Envision Racing, 152 pts.
- Cupra Kiro, 128 pts.
- DS Penske, 91 pts.
- Lola Yamaha ABT Formula E Team, 35 pts.
Konstruktører:
- Porsche, 498 pts.
- Jaguar, 400 pts.
- Stellantis, 292 pts.
- Mahindra Racing, 251 pts.
- Nissan, 189 pts.
- Lola, 85 pts.

Good bye ExCel, good bye GEN3...
