2026 Formel E verdensmesterskabet 6. afd. Madrid

2026 Madrid E-Prix: Total triumf for to især...

Formel E - og Jaguar naturligvis

Formel E co-founder Alberto Longo havde svært ved at holde glædestårerne tilbage, da starten var nær på det første spanske E-prix nogensinde – med publikum på. For i Corona-tiden blev to løb afviklet i Valencia uden mennesker på tilskuertribunerne. Publikum var der masser af på den klassiske Jarama racerbane nord for den spanske hovedstad. Og de blev vidne til spændende løb og naturligvis også den totale triumf for Jaguar, der scorede både første- og andenpladsen.

Longo er passioneret, han er Spanier, godt nok fra Sevilla, men mon ikke også Alejandro Agag havde det på samme måde. Han er også fra Spanien, endda fra værtsbyen Madrid, og det, de to i fællesskab har skabt er intet mindre end verdens mest innovative motorsportsklasse. Med vægt på ordet “motor”, for på engelsk er “motor” lig med en “elmotor” - en brændstofmaskine hedder “engine”. Det er racerløbene, man ser, men det er især teknikken bag, der er unik, især fordi den er så meget anderledes end alt andet i mere konventionel motorsport.

Alberto Longo er co-founder af Formel E og topchef for Formel E verdensmesterskabet. Foto: Søren Clauding.

Nedenfor: Idémanden og co-founder af Formel E, Alejrandro Agag. Foto: Malcolm-Griffiths/LAT-Images.


Samtlige Formel E fotos, hvor intet andet er nævnt, er stillet til rådighed af ABB Formula E World Championship og diverse Formel E teams, hvor den specifikke copyright/fotograf er anført på mesterskabets media-site og også fremgår af fil-navnet.

Topfoto: Antonio Felix da Costa kørte sin Jaguar racer til sejr i det andet E-Prix i træk og var på sejrspodiet i Madrid flankeret af team-kollegaen Mitch Evans på 2. pladsen og Porsches Pascal Wehrlein på 3. pladsen. Og så var der royalt fremmøde. Den spanske Kong Felipe 6. overrakte trofæet til Da Costa, der traditionen tro kastede pokalen højt op i luften. Foto: Søren Clauding.

Af Søren Clauding – 22. marts 2026


Bortset fra den sidste ordmæssige finurlighed, var det i årets sjette VM-afdeling åbenlyst, hvad der var stablet på benene. Og ligeså åbenlyst, at selvom man i et vist omfang er begyndt at flytte Formel E væk fra bycentrene, gør det ikke så meget, for publikumstilstrømningen til Madrid E-Prix var formentlig rekordstor, selvom vi ikke kender til et præcist tal. Tilskuertribunerne var fyldte og stemningen fabelagtig, også selvom det på løbsdagens første halvdel var noget fugtigt.

Højteknologisk motorsportsgren

“Vi ser det ikke som et problem, at Formel E også afvikles på permanente tilpassede racerbaner,” fastslog Nissan motorsportsdirektør, Tommaso Volpe, da vi talte med ham inden løbet. “Det er en naturlig udvikling. Formel E er en højteknologisk motorsportsgren, og det er af stor betydning, at den kan fortsætte med at udvikle sig og give mulighed for, at samspillet mellem sporten og bilproducenterne bibeholdes til begges fordel.” Det er bl.a. givet af, at med stadig hurtigere Formel E racerbiler, spiller forøget sikkerhed en vigtigere rolle.


Tommaso Volpe er chef for Nissan Formel E teamet, der gjorde Oliver Rowland til verdensmester 2026. Foto: Søren Clauding.


At Nissan så fik kam til deres hår i Madrid E-prix er en anden historie. Den vender vi tilbage til. Men tankevækkende, at Formel 1 senere på året vender tilbage til Madrid, ikke på Jarama, men på en semipermanent racerbane etableret klods op og ned af lufthavnen i Madrid. Også det vender vi efter planen tilbage til.

Minimal afstand i top-4

For udover, at Formel E sendte et klart signal om sportens betydning, bød Madrid E-Prix på underholdning i en grad, som publikum tydeligt værdsatte. Med god grund. Mindre end 1 sekund adskilte top-4, da målstregen blev passeret, og den sidste podieplacering skiftede plads i princippet i sidste sving. Det skete ydermere i et løb, der under udfordrende kørselsforhold blev afviklet helt uden brug af safetycar - og hvor der oven i købet var indbygget et obligatorisk såkaldt “pitboost” stop, hvor deltagerne “tankede” 3,85 kWh ekstra strøm på batterierne på 30 sekunder.


Det var kun brøkdele af et sekund imellem de to Jaguar racere, da de nærmede sig målstregen. Antonio Felix da Costa foran Mitch Evans.

Nick Cassidy var suveræn i sin Citroën racer - men kun under de våde kvalifikationskørsler. I løbet gik det helt den modsatte vej.


Det stod ingen steder skrevet, at det skulle blive en Jaguar dobbelttriumf. Den frie træning lørdag formiddag druknende i regn, og kvalifikationen fandt sted på en optørrende racerbane. Det havde visse kørere glæde af, ikke mindst Citroëns Nick Cassidy, der opnåede pole-position foran Mahindras Nyck de Vries. Men allerede på de efterfølgende pladser anede man, at noget andet var i gære.

Antonio Felix da Costa, der havde en udfordrende start hos sin nye arbejdsgiver, Jaguar, for slutteligt i sidste VM-afdeling at stå øverst på skamlen, kørte 3. startposition i hus. Godt nok lidt hjulpet af, at Norman Nato, der også denne gang dokumenterede, at han var begyndt for alvor at finde tempoet i den sin Nissan racer, kørte af banen på sin kvalifikationsomgang, hvor han duellerede med Da Costa.

Men bemærk Edoardo Mortara i Mahindra, der startede 5’er – foran den VM-førende Porsche-kører, Pascal Wehrlein, landsmanden Max Günther i DS og den regerende verdensmester, Oliver Rowland i Nissan. Ikke alle havde det dog lige let: den tidligere Formel E mester, Sebastien Buemi i Envision Jaguar, startede 14’er og vinderen af Miami E-Prix, Mitch Evans, også i Jaguar måtte nøjes med 16. startposition.

Fugtig start

Da starten gik, var banen stadig pletvis fugtig, især på dele af det udvendige spor. Det gav et noget uens udgangspunkt kørerne imellem. Men forbavsende nok, og måske fordi bilerne har firehjulstræk i starten, var det kun mindre uheld, der influerede på stillingen på de første omgange. Løbet udviklede sig hurtigt til et peloton-style løb, og nogle satsede stort på tidligt Attack-mode, hvor man især havde fordel af firehjulstrækket, de steder på banen, hvor den var fugtig.


Nick Cassidy startede fra pole-position i Citroën og fører ned imod løbets første sving. Han har Antonio Felix da Costa i Jaguar lige efter sig.


Pepe Marti bragte sig på den måde i spidsen, til stor begejstring for hjemmepublikummet. Marti er spanier, han kører en spansk Cupra-Porsche Kiro racer, og Madrid E-Prix var sponseret af Cupra. Og selvom Marti senere måtte spare på strømmen og derfor sluttede som nr. 9, formåede team-kollegaen Dan Ticktum at kæmpe med i toppen og var siden ham, der kom i mål på 4. pladsen, som den sidste indenfor det afsluttende sekund.

Med udsigt til, at peloton-racet ville ændre karakter, når deltagerne nåede pitstopvinduet, og forandre sig forventeligt til et sprint race, valgte Antonio Felix da Costa efter også at være blevet kørt af banen, et ret tidligt pitstop, som desuden gjorde allokeringen af energi i resten af løbet mere præcis. Det holdt på førstepladsen frem til målstregen, dog til en vis ærgrelse for team-kollega Mitch Evans. Han havde nemlig gjort, som han på det nærmeste plejer, når har lægger ud fra en startposition sidst i feltet: Han havde kørt strategisk og taktisk velovervejet, og var endda med et overskud af energi oppe i Da Costas baghjul med en omgang til mål.

Meningsfuld team-ordre

Men mere fik han så heller ikke ud af det, for teamet ville ikke satse et 1-2 resultat og udstedte derfor team-ordre: ”Mitch, bliv bag Da Costa”. Til Evans fortrydelse, men det var nok en klog beslutning, for netop fordi han havde mere energi, havde han også større frihed til at forsvare sin position. Og faktisk blev Ticktums 3. plads forvandlet til 4. pladsen, fordi Cupra-Porsche køreren i et forsøg på at følge og måske angribe Evans, gav Wehrlein mulighed for at komme forbi. Sig ikke, at tilskuerne ikke fik fuld valuta for pengene.


Dan Ticktum forsvarede sit spanske teams farver og kom i mål på 4. pladsen mindre end et sekund efter vinderen.


Sejren betød i øvrigt, at Da Costa avancerede til nu at være den næstmest vindende kører af et E-prix - en placering, han dog deler med Sebastien Buemi, og som kun er overgået af Mitch Evans. Tankevækkende, at de tre mest vindende i Formel E alle kører Jaguar. Og også, at Evans aldrig har kørt andet…

Buemi måtte sidst i løbet køre en smule mådeholdent og sluttede 6’er – en placering der blev til en plads dårligere, da han fik en lille tidsstraf for ikke at have fulgt løbsledelsens anvisning, hvilket var gået ud over Jake Dennis i Andretti Porsche. Og hvad skete der så lige for manden i pole-position (Nick Cassidy i Citroën) og de to Nissan kørere, hvor den ene endda er verdensmesteren?

Cassidy havde ikke helt heldet med sig, da de bagfra kommende forsøgte at praktisere deres noget forskelligartede strategier. Helt galt gik det, da han skulle i pit og mistede flere sekunder ved uheldigvis at køre i pit efter Marti, der kørte ekstremt langsom ind i pitten. Citroën køreren og vinderen af Mexico City E-Prix måtte affinde sig med 17. pladsen i Madrid efter også at have over forbrugt af energi i forsøg på, at indhente det han havde sat til.


Begge Nissan racere startede i Top 8 - men de fik problemer og Rowland (forrest på billedet) fik en gennemkørsels-straf for overforbrug af energi. Noget der menes at kunne tilskrives en fejl ved forreste elmotor. Norman Nato (bagest af de to) fik tekniske vanskeligheder i løbets anden halvdel og sluttede lige uden for pointene på 11. pladsen.


Oliver Rowland straffet for overforbrug

Helt galt gik det for verdensmesteren. Oliver Rowland startede på det fugtige stykke asfalt og havde en udfordring med en ikke korrekt virkende frontmotor. Frontmotorerne er standard for alle i Formel E, men bevirkede formentlig at den tilladte energi forbrugsgrænse blev overskredet, og han fik tildelt en drive-through straf, som effektivt ødelagde hans løb. Alt imens team-kollega Norman Nato fra sin ellers fine startposition tabte tid i løbets anden halvdel, og sluttelig endte lige uden for pointene.

Nyck de Vries påkørte tidligt i løbet Pascal Wehrlein, mistede derved sin frontvinge og yderligere påkørsler betød en slutplacering som nr. 18.

De regnskabet blev gjort op, havde Wehrlein udbygget sin VM-føring, Mortara er fortsat 2’er, men de to Jaguar-kørere har bragt sig ind i topstriden på nu 3. og 4. pladsen og er begge mindre end 20 points efter den tyske Porsche kører.

I konstruktør-mesterskabet er Jaguar nu kun 3 points efter Porsche og det samme er tilfældet i VM for teams.

Næste E-prix finder sted i den nedlagte Berlin Tempelhof lufthavn først i maj. Det er det nærmeste, Formel E kommer Danmark og en god anledning til, at opleve den elektriske motorsport ved selvsyn. I Berlin køres der to løb, og der er tradition for mindre regn end man oplevede i Madrid.

Resultat Madrid E-Prix, 2026 Formel E VM, 6. afd., 21. februar 2026

  1. Antonio Felix da Costa (POR), Jaguar I-Type 7, 38m26,706s.
  2. Mitch Evans (NZL), Jaguar I-Type 7, +0,386s.
  3. Pascal Wehrlein (GER), Porsche 99X Electric, +0,799s.
  4. Dan Ticktum (GBR), Porsche 99X Electric WCG3, +0,985s.
  5. Edoardo Mortara (SUI), Mahindra M12Electro, +1,570s.
  6. Jake Dennis (GBR), Porsche 99X Electric, +3,760s.
  7. Sebastien Buemi (SUI), Jaguar I-Type 7, +2,574s.
  8. Nico Müller (SUI), Porsche 99X Electric, +3,884s.
  9. Josep Maria Marti (ESP), Porsche 99X Electric WCG3, +4,117s.
  10. Joel Eriksson (SWE), Jaguar I-Type 7, +6,576s.

Stillingen i Formel E VM 2026:

Kørere:

  1. Pascal Wehrlein (GER), Porsche Formula E Team, 83 pts,
  2. Edoardo Mortara (SUI), Mahindra Racing, 72 pts.
  3. Mitch Evans (NZL), Jaguar TCS Racing, 65 pts.
  4. Antonio Felix da Costa (POR), 64 pts.
  5. Nick Cassidy (NZL), Citroën Racing, +51 pts.
  6. Nico Müller (SUI), Porsche Formula E Team, 50 pts.
  7. Oliver Rowland (GBR), Nissan Formula E Team, 49 pts.
  8. Jake Dennis (GBR), Andretti Formula E, 47 pts.
  9. Sébastien Buemi (SUI), Envision Racing, 43 pts.
  10. Dan Ticktum (GBR), Cupra Kiro, 22 pts.

Konstruktører:

  1. Porsche, 170 pts.
  2. Jaguar, 167 pts.
  3. Stellantis, 93 pts.
  4. Mahindra Racing, 80 pts.
  5. Nissan, 73 pts.
  6. Lola, 22 pts.

Teams:

  1.  Porsche Formula E team, 132 pts.
  2.  Jaguar TCS Racing, 129 pts.
  3.  Mahindra Racing, 84 pts.
  4.  Envision Racing, 62 pts.
  5.  Citroën Racing, 61 pts.
  6.  Nissan Formula E Team, 50 pts.
  7.  Andretti Formula E, 47 pts.
  8.  Cupra Kiro, 41 pts.
  9.  DS Penske, 22 pts.
  10.  Lola Yamaha ABT Formula E Team, 1 pt.