Korte "E-nyheder" juni 2021

Lexus brand-store klar til show

Tilbage i slutningen af 2019 bekendtgjorde Toyota Danmark, at premium-mærket, Lexus, skulle relanceres i Danmark. Man påbegyndte indretningen af en helt ny såkaldt brand-store, bygget ind i Toyota Danmarks danske domicil på Dynamovej i Herlev. Og så kom Corona’en. Men nu er man klar til at genstarte showet.

For i første omgang og i nogle måneder endnu er der tale om et show, der finder sted i et yderst delikat og velindrettet showroom. Her kan de fleste af de aktuelle Lexus modeller ses og fungere som en slags appetitvækker for hvad der er i vente. Midt på efteråret finder så den egentlige relancering sted i Danmark

”Vores brand-store showroom stod færdigt, bilerne er her, og så kunne vi ligeså godt åbne for publikum,” fortalte John Larsen B. Hansen i forbindelse med en præsentation for en lille håndfuld danske journalister. Officielt åbner Lexus brand-store lørdag d. 12. juni, hvor man oven i købet har en lille – eller faktisk ret stor – overraskelse til de, der vælger at kikke indenfor.

Hvis man gerne vil skrive under på en købekontrakt eller erhverve sig en Lexus på anden måde, må man dog have tålmodighed til den officielle lancering, for priserne og den praktik, der hører med til et bilkøb, ikke mindst af regulære luksusbiler som Lexus, er ganske enkelt ikke på plads endnu.

”Men det er de til den tid,” siger John B. Hansen. ”I Toyota koncernen går man yderst grundigt til værks i hele forberedelsesfasen, og når alle instanser har indikeret at man er klar, så går det hele meget hurtigt.”

Åbningstiderne følger sædvanlig butikstid i løbet af ugen, men i åbningsweekenden er der ekstra åbent. Man vil dog aldrig gå helt forgæves, for alle de udstillede biler kan ses gennem de store ruder – men ét er at se, et andet er at røre og sanse, hvad Lexus er for en størrelse.

Vores første besøg i Lexus brand-storen gav et klart billede: Det vil være overraskende, hvis ikke Lexus hurtigt opnår en plads blandt de ypperste premium-biler på det danske marked, på samme måde, som bilmærket har opnået det globalt.

Link til Lexus Danmark hér >>>

Læs også reportagen fra relanceringen ”inden Corona” >>>